
Folkeskolen er kimen til et vellykket samfund med stor social mobilitet og lige muligheder for alle unge.
Sådan var det for landets to store politiske bevægelser, Venstre og Socialdemokratiet, allerede for 100 år siden, da senere statsminister J. C. Christensen (V) som undervisningsminister gennemførte almueskolereformen og gjorde op med den klassedelte undervisning. Det dokumenterer journalist Lars Olsen i bogen ”Den Sociale Smeltedigel”, 2009.
Vi har nøjagtig de samme ambitioner for folkeskolen i dag. Folkeskolen er løftestang for både den enkelte og for det danske samfund. Uddannelse er midlet til at sikre alle mennesker mulighed for at vælge deres egen livsbane.
VI REGNER MED JER!
Derfor vil vi ved starten på et nyt skoleår kvittere for lærernes store bidrag til, at folkeskolen rykker sig voldsomt på fagligheden, som er så afgørende for vores samfund, mens vi mødes af en massiv udfordring fra nye uddannelses-nationer i bl.a. Asien.
Vi regner med jer! Vi regner med hver eneste af jer – hver eneste dag. I klasseværelserne, i mødet med forældrene, på efteruddannelseskurserne – og i debatten om, hvordan vi bedst indretter vores samfund, så vi alle børn får mulighed for at vælge den vej i livet, der passer dem bedst.
I har - sammen med skoleledere, forældre og elever – æren for, at vores elever de sidste ti år har rykker sig voldsomt på fagligheden. Uden at trivslen er sat over styr.
Allerede i 1. klasse er otte af ti elever nu gode læsere. I 2. klasse er andelen af sikre læsere nu steget fra halvdelen til mere end tre af fire siden 1999. Og i 3. klasse er mere end otte af ti i dag sikre læsere – hvilket også er en klar stigning.
I matematik klarer 4. klasserne sig nu på samme niveau som 5. klasserne for få år siden. Det samme mønster ser vi i naturfag.
Tak!
FLERE TIMER OG MERE EFTERUDDANNELSE, MERE FRIHED
Vi glæder os samtidig over, at kommunerne planlægger at tilføre flere timer i folkeskolen – på trods af de prioriteringer, der er nødvendige på grund af finanskrisen. Antallet af kommuner, der kun underviser på det tilladte minimum falder i 2012 til 14 procent.
For Venstre, som skabte folkeskolen for mere end 100 år siden, og har været en central deltager i alle skoleforlig siden, er det afgørende, at vi fastholder den positive udvikling, vi nu ser i de yngste klasser. Vi skal sikre vores børn det bedste grundlag for at gå videre i uddannelsessystemet og deres videre liv.
Det er den ambition, der bærer regeringens udspil ”Faglighed og Frihed” til de forhandlinger om nye forbedringer af folkeskolen, undervisningsministeren har inviteret til.
Vi vil gennemføre et læseløfte, så alle elever kan læse ved udgangen af 2. klasse. Vi vil indføre en seks timers skoledag med blanding af læring, leg og idræt for alle elever i 0.-3. klasse. Vi tager fat på en særlig fokuseret indsats i områder med mange udsatte elever. Vi investerer i nye lokaler, nye materialer og ny IT. Vi vil arbejde målrettet med talentudvikling. Vi vil med nye lederuddannelser og nye beføjelser sikre en bedre ledelse af skolen. Vi vil skabe en ny forbedret uddannelse og efteruddannelse af vores lærere.
Og så har vi – i modsætning til S-formand Helle Thorning-Schmidt – sikret finansieringen af alle tiltag.
HÅBER PÅ SAMARBEJDE
Vi håber, vi kan samle flertal for de meste. For vores ungers skyld. Vi håber, vi kan overbevise Socialdemokratiet, som Lars Olsen i ”Den Sociale Smeltedigel” påviser, har været drevet af de samme skole- og uddannelsesvisioner som Venstre.
Hverken vores børn eller det danske samfund har råd til, at vi vender tilbage til en uddannelsespolitik uden ambitiøse mål. Det var en katastrofe for både de svageste og stærkeste elever. Det har skadet folkeskolens troværdighed i mange danskeres øjne.
De høje ambitioner i skole- og uddannelsespolitikken er afhængigt af et ambitiøst politisk flertal, som sammen med skoleledere, lærere og forældre vil sætte faglighed, trivsel og fremtid højt i fremtidens folkeskole.
Af KRISTIAN ANDERSEN, folketingskandidat (V) i Nordjylland
og ELLEN TRANE NØRBY, politisk ordfører (V) og folketingsmedlem
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag de seneste nyheder.