Røde er klogere end verdensmestrene

Det danske fødevareerhverv er verdensmestre i at levere sikre og sunde fødevarer til de mest kræsne forbrugere over hele kloden. Det udvikler sig konstant med verdens skrappeste miljøregler og investerer hvert år milliarder i ny miljøteknologi, staldanlæg der forbedrer dyrevelfærden, og nye nicheprodukter.

Men som Folketings-formand Thor Pedersen (V) har sagt det, så er det danske fødevareerhverv så heldigt, at det har så mange folketingsmedlemmer, som er meget klogere end dem selv på, hvordan de skal bedrive deres bedrifter…

S-formand Helle Thorning-Schmidt (S) og fødevareordfører Bjarne Laustsen (S) er blandt andre klar med mange store "gaver" til landbrugs- og fødevareerhvervet, som med alle følgeerhvervene tegner sig for 15 procent af den danske beskæftigelse.

Det er et udstillingsvindue for alle, der er det mindste i tvivl om, at rød blok er farlig for økonomi og beskæftigelse:
Skattestigninger på en halv milliard kroner til fødevareerhvervet, som ligger i benhård international konkurrence og er presset på økonomien, står urokkeligt fast i alle S-SF-planer. Det er senest bekræftet af Helle Thorning-Schmidt, da hun i forsommeren talte på årsmødet i Landbrug og Fødevarer.

Men derudover er Bjarne Laustsen og Helle Thorning-Schmidt klar til et gennemføre et rødt miljøprogram, som aldrig er set magen til. Det er forfattet og gennemføres af ikke bare Socialdemokratiet, men også SF, Enhedslisten og Radikale, hvis flertallet skifter. Det er altså en smal rød alliance, som sammen går til valg på store stramninger til et erhverv, der i forvejen lever med Europas skrappeste miljøregler. Den røde alliance vil indføre nye krav, som ligger langt ud over, hvad andre lande byder deres fødevareerhverv – og som samtidig skal gennemføres i en hast, som får store konsekvenser for fødevareerhvervets konkurrenceevne og antallet af arbejdspladser.

Senest lover Bjarne Laustsen en såkaldt Landbrugskommission. Vi ville hjertens gerne bakke forslaget op, hvis kommissionen havde det rigtige opdrag og relevante medlemmer. Vi så meget gerne et nationalt kompromis om fødevareerhvervet, som sikrer erhvervet solide rammebetingelser og dermed økonomi og beskæftigelse i de kommende årtier.

Betingelsen er bare, at Bjarne Laustsen samtidig lover, at dumpe alle hans egne og Helle Thorning-Schmidts ”gaver” til det danske fødevareerhverv.

Før det sker, skylder Thorning og Laustsen stadig at svare på, hvilket arbejdspladser i det danske fødevareerhverv, der skal lukkes ned:
Hvor mange af de 1000 arbejdspladser på svine-slagteriet i Sæby skal lukkes?
Hvor mange tusind arbejdspladser på svine-slagteriet i Horsens skal lukkes?
Hvor mange af arbejdspladserne på kvægslagterier, og fjerkræslagterier skal ofres?
Hvor mange mejeri-arbejdere skal ud på jagt efter nyt arbejde?
Hvor mange vognmænd, smede- og maskinværksteder, IT-virksomheder mv., som har realation til fødevareerhvervet, skal ud og fyre medarbejdere for at vi kan leve op til det nye politiske program, Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale står sammen om?

Efter vores opfattelse handler politik i de kommende år om, at skabe grobund for ny vækst og nye jobs – ikke det modsatte. De røde gaver viser vej til fattiggården.


Af KRISTIAN ANDERSEN, folketingskandidat (V) i Nordjylland, Johs. V. Jensens Vej 40, Aalborg SV, og JENS EJNER CHRISTENSEN, folketingskandidat (V) i Sydjylland, medlem af primærbestyrelsen for Landbrug & Fødevarer - og Kristians gamle VU-kammerat

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag de seneste nyheder.

Klik for at redigere din tilmelding

Se flere af mine billeder på flickr
Deltag i diskussion med mig
Hvis du gerne vil holdes opdateret og deltage i diskussionerne, så find mig ved hjælp af ikonerne her i bunden.
VI ANBEFALER KRISTIAN ANDERSEN