Nordjylland står sammen i fordømmelsen af terror og medfølelsen med de dræbte og pårørende efter fredagens terror i Norge.
Vi var med, da repræsentanter for hele Nordjylland og hele det politiske spektrum i et fælles et fakkeloptog med mere end 1000 nordjyder mandag aften gik gennem Aalborgs midtby.
Det var en meget stærk markering og en fantastisk oplevelse at møde så mange, så stærkt et sammenhold og så højtidelig en stemning i Aalborgs bymidte på en travl sommeraften. Mange af os ilede hjem fra ferie og arbejde for at være med.
Vi var der for at vise medfølelse med nordmændene, som sørger over deres smertelige tab. Men vi var der også for at manifestere, at vi ikke lader os kue.
På tværs af oprindelse, på tværs af partiskel, på tværs af holdninger. Hele det politiske spektrum. Hele Nordjylland.
For terroren i Norge i fredags var ikke kun et angreb på Norge og unge politisk aktive i Norge. Det var et angreb på alle demokratier og de liberale frihedsværdier, alle vestlige samfund er bygget op på.
Vi så i Aalborg mandag aften, hvad de seneste dages internationale reaktioner også har manifesteret.
Norges socialdemokratiske statsminister, Danmarks liberale statsminister og Sveriges konservative statsminister – og mange, mange flere – i fælles sag.
Vi er sammen om at afvise terroren – og sammen om at kæmpe for demokratiet. Og vi vil møde terroren, uanset hvor, hvornår og i hvilken skikkelse, den viser sig.
Af Kristian Andersen, folketingskandidat (V) i Nordjylland, Johs. V. Jensens Vej 40, Aalborg SV, www.stem-kristian.dk
og Claus Hjortholm Eberhard, VU Aalborg, Niels Ebbesens Gade 31, Aalborg
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag de seneste nyheder.