Hold nallerne fra Aalborgs havnefront, Thorning!

Max. fem minutter til skov og grønne områder. Det er et klart løfte til alle danskere, hvis S og SF kan danne regering efter det kommende valg. Det fremgår af Nordjyskes interview med Socialdemokratiets miljøordfører, Mette Gjerskov (1.5.).

Og indbyggerne i Aalborgs bymidte er skam ingen undtagelse. Mette Gjerskov nævner specifikt Aalborgs havnefront som et sted, hvor det nye S-SF-løfte skal slå igennem, hvis Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister. Og det lyder jo flot.

Jeg har intet mod skov og grønne områder, og jeg elsker som mange andre at færdes i Aalborgs bymidte. Jeg glæder mig netop over, at planen for havnefronten rummer både grønne arealer, åbne pladser og i det hele store rekreative muligheder for de mange mennesker, der færdes i midtbyen.

Jeg er faktisk så glad for Aalborgs midtby og havnefronten, at jeg vil bede Socialdemokratiets miljøordfører – og alle andre Christiansborg-politikere – om at holde nallerne fra den.

Lad kommunerne, som er tæt på borgere og den lokale virkelighed om at planlægge Aalborgs havnefront og fremtidige udvikling.

Der findes faktisk rigtige mennesker i Danmark. Også i Aalborg. Og vi kan tænke selv! Ja, og vi vælger også kommunalpolitikere, der kan tænke selv. Vi behøver ikke at have ”kloge” Christiansborg-politikere til at blande sig i alt. Der skal være grænser for politik. Grænser for, hvad Christiansborg skal blande sig i.

Desværre fremgår det af Mette Gjerskovs svar til mig forleden, at hun helt har overset, at løftet skam kræver finansiering.

Derfor giver det god mening, at mine gode kandidat-kolleger Rasmus Prehn (S) og Orla Hav (S) gør klart, hvem der skal betale for det nye S-SF-løfte om skov og grønne områder i Aalborgs bymidte:

Er det statskassen, der skal holde for? Er det kommunerne, der skal pålægges mere tvang og større udgifter? Skal vi opfinde nye skatter som i gamle dage, da venstrefløjen regerede Danmark?

Er det kommunernes landdistriktspuljer, der skal tømmes? Er det borgerne i Nibe, Hals, Gistrup og Egense, som alle har etableret sig tæt på fjord, skov og natur og nu skal betale ekstra til skov i storbyerne?

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag de seneste nyheder.

Klik for at redigere din tilmelding

Se flere af mine billeder på flickr
Deltag i diskussion med mig
Hvis du gerne vil holdes opdateret og deltage i diskussionerne, så find mig ved hjælp af ikonerne her i bunden.
VI ANBEFALER KRISTIAN ANDERSEN