Danmark er et dejligt land – men et lille land. Og uanset hvor mange milliarder, Helle Thorning-Schmidt (S), Villy Søvndal (SF) og andre vil hælde ud på kortsigtede og ukoordinerede vækstpakker, så vil det ikke batte, hvis Danmark handlede alene og isoleret, mens verdensøkonomien står i flammer.
Mens diverse dommedags-prædikanter i ind- og udland i disse hysteriske dage har travlt med at forudsige Euro’en snarlige sammenbrud, skal det fremhæves, at netop Euro’en – i den forstærkede udgave, der udvikles under gældskrisen – i høj grad er forudsætningen for, at Danmark og Europa kommer ud af krisen.
Uden Euro-samarbejdet ville Danmark og alle andre EU-lande i virkeligheden kun kunne vente på, at landene et for et presses af internationale spekulanter, mens krisen eskalerer og udsigten til fremtidig vækst udskydes på ubestemt tid.
Danmark ville og så – på trods af regeringens ansvarlige økonomiske politik – være under kraftigt pres.
Men netop på grund af Euro-samarbejdet, lykkes det nu at tøjle uansvarlige regeringer og svage sjæle i Europas hovedstæder, så vi har udsigt til reformer og sunde offentlige finanser.
Netop på grund af Euro-samarbejdet vil de europæiske lande, når gældskrisen er manet i jorden, samlet og effektivt tage skridt til at reformere vores samfund, styrke konkurrenceevne og uddannelsesniveau, så kan hævde os i den globale konkurrence og løfte væksten.
Euroen er både et bolværk mod konstante kriser og solid vej til fremtidig vækst.
For os bør disse kendsgerninger føre til, at Danmark – så hurtigt det er muligt – tager det sidste skridt og tilslutter sig Euro-samarbejdet fuldt ud. Det er i vores egen interesse.
Af KRISTIAN ANDERSEN, folketingskandidat (V) i Nordjylland,
og JAKOB ELLEMANN-JENSEN, folketingskandidat (V) på Fyn
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag de seneste nyheder.